Maribo

Bliv SUP-board instruktør i Center for Handicap

Foto: Lolland Kommune

Har du lyst til at undervise i Stand Up Paddle (SUP) som frivillig i Center for Handicap? Så har du nu mulighed for at tage et gratis SUP-instruktørkursus.

Center for Handicap forventer, at du efter kurset kan planlægge og lave aktiviteter i centrets klubtilbud for unge og voksne udviklingshæmmede. I perioden maj til september skal du deltage i klub og gennemføre en aktivitet minimum 1 gang om måneden.

Hvad er SUP?

SUP står for Stand Up Paddle, og det er præcis det, du gør: Du står på et bræt, mens du padler derud af. Selvom du ikke er en ørn til hverken vandsport eller balance, skal du ikke afskrive SUP som en sport for dig. Du kan for eksempel starte med at tage de første tag med padlen, mens du står på knæene. Når du føler dig sikker på teknikken, kan du komme op og stå på fødderne og dermed udfordre balancen noget mere.

Om kurset

Kurset finder sted i Friluftshuset Maribo, Sønder Boulevard 82c, 4930 Maribo kl. 9-17 følgende dage:

  • 18. maj 2022
  • 23. og 24. maj 2022

Er du interesseret i at deltage, eller har du spørgsmål, skal du kontaktes teamleder i Center for Handicap Natasja Lundh på tlf. 21271292 eller mail nalu@lolland.dk senest den 1. maj 2022. Herefter vil du høre fra Center for Handicap, om der er plads på holdet.

På kurset bliver du, med fokus på videreformidling, undervist i:

  • Grundlæggende sikkerhed (teori)
  • Forskellige typer udstyr (teori & praksis)
  • Grundlæggende teknik (praksis på vandet)
  • Relevante øvelser til klubinstruktion (praksis på vandet)
  • SUP og udvikling af klubaktiviteter

Som færdig SUP-instruktør kan du bruge grundlæggende metoder til videreformidling af padleteknik og sikkerhed og derigennem introducere nybegyndere til SUP på fladt vand, og du kan undervise i grundlæggende padleteknik og balance, sikkerhed, hensigtsmæssig turpadling og håndtering af SUP udstyr.

Derudover kan du som instruktør organisere og gennemføre undervisning, aktiviteter og ture på SUP under hensyn til deltagernes færdigheder, hensyn til natur, søvejsregler og regler for færdsel langs de danske kyster.

Åbent vand Underviserprøve 

For at kunne deltage på kurset skal du bestå en førstehjælpsprøve og en Åbent vand underviserprøve, som gennemføres over følgende to dage:

  • 10. Maj 2022 kl. 10 – 18
  • 11. Maj 2022 kl. 10 – 18

Læs om Åbent vand underviser prøven på Dansk Svømmeunions hjemmeside. 

Kommentarer