Butikstyv havde ulovlig kniv og hashmix
Politiet fik tirsdag klokken 9.21 en anmeldelse fra et supermarked på Ved Åen, hvor personalet tilbageholdt en kunde, der havde stjålet en sandwich.
Det var en 15-årig dreng, der havde lagt sandwichen i tasken og bagefter var gået gennem kassen uden at betale for den.
Da politiet undersøgte ham, blev der også fundet en hårbørste og noget køkkengrej, der ikke var betalt for. Den 15-årige havde samtidig en enhåndsbetjent kniv og et gram hashmix på sig, og han blev derfor sigtet for butikstyveri og for overtrædelse af knivloven og lov om euforiserende stoffer.
Hans forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
Kommentarer