En fødselar, der er kommet godt i gang: Nakskov 2030-initiativet fylder 2 år
Nakskov 2030 har de sidste to år sat synlige aftryk i lokalområdet, og flere nye projekter til gavn for byen er på vej. Nakskov 2030 er et partnerskab mellem Lolland Kommune, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og den filantropiske forening Realdania.
Nakskov 2030 samler, engagerer og understøtter udvikling af Nakskov – til glæde for borgere, besøgende, erhvervsdrivende og hele Lolland. De tre partnere i Nakskov 2030 bidrager hver især med 50 mio. kr. til den samlede indsats, som nu efter to år er kommet godt fra start. Bymidtefonden har på nuværende tidspunkt bevilget 10 mio. til at istandsætte de gamle huse i bymidten, og de midler er blevet suppleret af ca. 10 mio. kr. fra husejerne selv. Det kommende projekt i Havnebygningen til 31 mio. kr. har medført, at en lokal investor nu etablerer et hotel i Toldkammeret. Og i august i år påbegynder andre lokale investorer etableringen af et helt nyt boligområde på Sydkaj med en ny offentlig bypark lige ud til kajen. Den største boliginvestering i Nakskov i mange år.
“Vi kan med både glæde og stolthed konstatere, at inden for de første par år er partnerskabets indsats allerede blevet suppleret af private investeringer i byen, der er større, end de midler Nakskov 2030 bidrager med. Det er virkelig tilfredsstillende og enormt vigtigt, at byens borgere og lokale investorer har taget så godt imod Nakskov 2030,” udtaler Holger Schou Rasmussen, borgmester i Lolland Kommune.
Blandt de tolv projekter, initiativet arbejder på, er flere elementer allerede realiseret og med til at højne Nakskovs kvaliteter. På Hestehovedet er der sket et større løft. Her er der etableret en stor sællegeplads, hvor børnene kan slå sig løs. Den har været velbesøgt siden indvielsen i sommeren 2021. Den ikoniske badebro har gennemgået en større renovering og fået egen sauna med udkig over Nakskov Fjord. Endelig er der etableret en solnedgangstrappe og et strandtorv, som indbyder til ophold med kig udover Fjorden. Arbejdet med Hestehovedet og Fjorden er kun lige begyndt – næste fase er udarbejdelsen af en strategisk helhedsplan, der skal pege på, hvordan Nakskov får endnu mere ud af Fjordens kvaliteter og potentialer.
Mere byliv på vej
Inden for det næste år påbegyndes omdannelsen af Axeltorv og istandsættelsen af Havnebygningen. Det er to af de helt centrale steder i Nakskov, der begge bliver omdannet til nye og attraktive byrum, som understøtter aktiviteter, arrangementer, byliv og fællesskaber.
“Axeltorv og Havnebygningen skal give os to nye byrum, der er så attraktive, at borgere og foreninger får en øget lyst til at investere i hinanden og byen. Ambitionen er, at der skal investeres i events samt kulturelle og sociale aktiviteter, der gør Nakskov mere levende og mere attraktiv for borgere, handlende og gæster,“ siger programdirektør Tim Jeppesen.
“Nakskov 2030 bygger videre på det gode, der allerede findes i byen – de historiske huse, havnelivet og naturen. Partnerskabet er et godt eksempel på, at kommune, erhvervsliv og borgere samarbejder om at skabe værdi. Vi ser frem til, at initiativet bliver endnu mere synligt i Nakskov de kommende år til gavn for både lokale og besøgende,” siger programchef Stine Lea Jacobi fra Realdania.
Fakta om Nakskov 2030
Nakskov 2030 gennemføres i et partnerskab bestående af Lolland Kommune, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og foreningen Realdania. Partnerne bidrager hver især med 50 mio. kr. til den samlede indsats.
Nakskov 2030 er et ambitiøst initiativ, der skal sende Nakskov godt ind i fremtiden. Visionen er at styrke Nakskov som en by med et attraktivt natur-, fritids- og byliv, som stadig flere vælger at besøge og flytte til. Med udgangspunkt i en fysisk udvikling af byen, skal Nakskov 2030 samle, engagere og understøtte en fælles udvikling af Nakskov – til glæde for borgere, besøgende, erhvervsdrivende og hele Lolland.
Nakskov 2030 koncentrerer udviklingen tre steder: I bymidten, på havnen og omkring Hestehovedet og fjorden. Her skal en række konkrete projekter tilsammen skabe bedre byrum og nye oplevelser med udgangspunkt i områdets særlige kvaliteter: Den historiske bymidte, den rå industrihavn og den trygge og rolige Nakskov Fjord.
Kommentarer