Høreapparatbehandling flyttes nu tættere på borgerne i Guldborgsund og Lolland Kommuner
Ny samarbejdsaftale mellem Region Sjælland, Guldborgsund og Lolland Kommuner sikrer, at borgerne på Lolland-Falster nu får et nært tilbud om høreapparatbehandling på Nykøbing F. Sygehus.
Den lokale indsats på høreområdet i Guldborgsund og Lolland Kommuner bliver nu styrket.
En ny samarbejdsaftale mellem Region Sjælland, Guldborgsund og Lolland Kommune sikrer, at borgere, der bruger høreapparater, får et nært tilbud om behandling på Nykøbing F. Sygehus i den eksisterende høreklinik.
Lokalklinikken skal blandt andet varetage indsatser til patienter med ukomplicerede høretab samt følge patienter med komplicerede høretab.
Region Sjælland tilbyder i dag specialiseret høreapparatbehandling på Hørecenter Sjælland i Køge, men regionen har et stort ønske om at flytte sundhedsvæsenet tættere på borgerens hverdagsliv. Det er netop derfor, at regionen har indgået et samarbejde med Guldborgsund Kommune om at overtage dele af høreapparatbehandlingen fra Hørecenter Sjælland i Køge.
Guldborgsund Kommune overtager høreapparatbehandlingen efter borgeren har været i et tre måneders forløb på Hørecenter Sjælland i Køge. Guldborgsund Kommunes personale, som har relevant uddannelse, får herefter blandt andet ansvaret for at servicere borgerens høreapparat i hele levetiden, indtil borgeren igen skal have et nyt høreapparat.
Håbet er, at det nye samarbejde mellem Region Sjælland og Guldborgsund Kommune, kan aflaste belastningen på sygehusene, så det er muligt at nedbringe ventelisterne og fastholde en forholdsvis lav ventetid på udlevering af høreapparater.
Bob Richard Nielsen, formand for Ældre og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune, udtaler:
”Vi er rigtig glade for, at vi har fået lov til at overtage dele af høreapparatbehandlingen fra Hørecenter Sjælland i Køge, fordi vi sikrer, at vores borgere dermed kan få hjælp til deres høreapparater i deres lokalmiljø. Vores borgere får et nært, trygt og godt tilbud på Nykøbing F. Sygehus, hvor de kun skal henvende sig ét sted gennem levetiden på høreapparatet, når de får brug for hjælp til skift af batteri, justeringer af apparatet og andre ting. Jeg glæder mig samtidig over, at Lolland Kommune også er en del af samarbejdet, så flest muligt af vores borgere med hørevanskeligheder på Lolland-Falster får glæde af vores nye tilbud.”
Marie-Louise Brehm Nielsen, formand for Ældre, Omsorg og Sundhedsudvalget i Lolland Kommune, udtaler:
”Vi er i Lolland Kommune rigtig glade for, at vi har fået mulighed for at være en del af det her gode samarbejde om høreområdet på Lolland-Falster. Det giver så god mening, at vi får flyttet hjælpen tættere på vores borgere med hørevanskeligheder. Vi vil forsøge at etablere et lokale, der er velegnet til nogle typer af høreprøve-opgaver i den vestlige del af Lolland Kommune, mens de særlige opgaver tilbydes i rammerne på Nykøbing F. Sygehus. Vi glæder os til at dyrke det tværkommunale samarbejde om høreområdet, så vi sammen kan udvikle og styrke området til glæde for vores borgere på Lolland-Falster.”
Fakta om samarbejdsaftalen
Tilbuddet om høreapparatbehandling gælder for borgere over 18 år, der har fået udleveret høreapparater på Hørecenter Sjælland i Køge.
Aftalen omfatter alle voksne høreapparatsbrugere, der efter tre måneders forløb på Hørecenter Sjælland i Køge, overgår til kommunen i hele apparatets levetid, indtil borgeren skal have et nyt høreapparat.
Samarbejdsaftalen med Region Sjælland gælder fra 1. april 2022 og løber over fire år. Aftalen er fuldt finansieret af regionen.
I forbindelse med Region Sjællands etablering af et samlet Audiologisk Center i Køge, har regionen indgået samarbejdsaftaler med Slagelse, Næstved, Roskilde, Lolland og Guldborgsund Kommuner om etablering af lokalklinikker for at kunne tilbyde lokal hjælp til høreapparatsbrugere.
Kommentarer