Debat og politik

Integrationsrådet inviterer til vælgermøde

Foto: Lolland Kommune

Vælgermøde for borgere med anden etnisk baggrund

Lolland Integrationsråd inviterer til offentligt vælgermøde for borgere med anden etnisk baggrund:

Mandag den 1. november 2021 klokken 16.00-18.30 

i Nakskov Biblioteks mødesal, Søvej 8, 4900 Nakskov. 

Her kan man få info om valget, og om hvordan man brevstemmer, ligesom man kan møde en række lister og partier, og få svar på sine spørgsmål. 

Mødet vil blive tolket til arabisk. 

Program

Mødets program ser således ud: 

·                           15.45: Bussen ankommer til Søvej 8 i Nakskov

·                           16.00: Formand for Lolland Integrationsråd byder velkommen

·                           16.10: Præsentationsrunde, hver politiker har 5 min. 

·                           17.10: Spørgsmål fra salen

·                           18.00: Pause med sandwich og vand/sodavand

·                           18.15: Borgerservice informerer om valget, brevstemning m.m. 

·                           18.30: Tak for i dag

·                           18.45: Bussen kører retur

 

Gratis bustransport

Der vil være gratis bustransport fra Rødbyhavn via Rødby og Maribo til Nakskov og retur. Se køreplan her: 

Afgangstider til vælgermødet:

 

·                           Kl. 14.45 Rødbyhavn Sportshal, Havnegade, 4970 Rødby

·                           Kl.15:00 Rødby Rutebilstation, Fruegade, 4970 Rødby

·                           Kl.15:15 Maribo Station, Banegårdspladsen, 4930 Maribo

·                           Kl.15:45 Ankomst Nakskov Bibliotek, Søvej 8, 4900 Nakskov

Ankomsttider efter vælgermødet:

·                           Kl. 18.45 afgang fra Nakskov Bibliotek, Søvej 8, 4900 Nakskov

·                           Kl.19:15 Maribo station, Banegårdspladsen, 4930 Maribo

·                           Kl.19:30 Rødby Rutebilstation, Fruegade, 4970 Rødby

·                           Kl. 19:45 Rødbyhavn Sportshal, Havnegade, 4970 Rødby

Det er Skørringe Turistbusser, der står for transporten, og der er plads til 55 personer i bussen.

Baggrund

Lolland Integrationsråd er opmærksom på, at mange af kommunens borgere med anden etnisk baggrund havde en væsentlig lavere valgdeltagelse end borgere med dansk baggrund ved det sidste kommunal- og regionrådsvalg i 2017.

Integrationsrådet ønsker derfor at medvirke til at forbedre valgdeltagelsen ved det kommende valg ved at invitere til offentligt vælgermøde målrettet kommunens borgere med anden etnisk baggrund.

Selv om det langt fra er muligt, at alle stemmeberettigede borgere med anden etnisk baggrund i kommunen kan deltage i vælgermødet, så er det Integrationsrådets forhåbning, at de, der deltager, vil medvirke til at sprede budskabet om, at vi som borgere i et demokratisk land bør benytte os af vores ret til at stemme.

Vælgermødet for borgere med anden etnisk baggrund er støttet økonomisk af Lolland Kommunes Valgbestyrelse.

Hvem er med?

Ved mødet vil følgende partier og lister være repræsenteret:

·                           Socialdemokratiet (A)

·                           Det Radikale Venstre (B)

·                           Det Konservative Folkeparti (C)

·                           Socialistisk Folkeparti (F)

·                           Din Stemme (H)

·                           Vestfronten (J)

·                           Lokallisten Lolland (L)

·                           Nakskov Listen (N)

·                           Dansk Folkeparti (O)

·                           Venstre (V)

·                           Enhedslisten (Ø)

Hvem kan stemme?

For at have stemmeret til kommunale og regionale valg, skal man:

·                           være fyldt 18 år og

·                           have fast bopæl i kommunen/regionen.

Derudover skal man enten:

·                           være dansk statsborger

·                           være statsborger i et af de øvrige medlemslande i EU

·                           være statsborger i Island eller Norge, eller

·                           have haft fast bopæl i riget (dvs. Danmark, Grønland og Færøerne) i de sidste 4 år (uden afbrydelse) forud for valgdagen.

Stemmeberettigede borgere får automatisk tilsendt et valgkort forud for regions- og kommunevalget, hvoraf det fremgår ved hvilket valgsted, de kan afgive deres stemme.

Kommentarer