Maribo

Invitation til pressemøde: Politisk aftale for perioden 2022-2025

Socialdemokratiet, Venstre, Din Stemme, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har indgået en politisk aftale for perioden fra 2022 til 2025.

Aftalen sætter en politisk retning for Lolland Kommunes udvikling, og dækker blandt andet de grønne muligheder, Femern, boliger og bosætning, skoletilbud, rekruttering, økonomi og Lolland Kommunes service og drift. Bag aftalen står 22 af byrådets 25 medlemmer.

Konstitueringsparterne har blandt andet lagt vægt på, at Lolland Kommune netop nu står på tærsklen til en ny begyndelse, hvor den faste forbindelse over Femern Bælt og en ny, grøn gasledning skaber optimale betingelser for vækst og dynamik. Investorerne står klar, og mange er allerede i gang. Det giver mulighed for at skabe en ny fremtid for Lolland.

Lolland Kommune skal derfor have en klar strategi for områdets udvikling over de kommende 20 år. Den skal blandt andet dække, at produktionsanlægget ved Femern bliver permanent, at der er den rette arbejdskraft til rådighed, at de grønne muligheder udnyttes, at der bliver skabt en bæredygtig turisme, og at Lolland Kommune får et bredt og attraktivt udvalg af boligtilbud, der kan matche fremtidens behov.

Konstitueringsparterne har desuden sat fokus på, at kommunens udvikling skal hvile på en ansvarlig økonomi og en realistisk vurdering af de udfordringer og muligheder, som Lolland Kommune står overfor. Centralt i den kommende byrådsperiode bliver at finde den rigtige balance mellem investeringer i Lollands fremtid og behovet for at styrke kommunens tilbud på de borgernære områder. F.eks. er der lagt vægt på at sikre ro på skole- og dagtilbudsområdet, og skabe større livskvalitet for plejekrævende borgere.

Borgmester Holger Schou Rasmussen vil gerne takke for en god proces:

”Vi har indgået en ambitiøs og konstruktiv aftale, som vi alle kan være tilfredse med, og jeg vil gerne sige tak til de mange, der har bidraget undervejs. Nu er valget forbi, og vi er klar til at trække i arbejdstøjet, så vi i fællesskab kan tage fat på de mange opgaver, der venter os i de kommende år”.

Kommentarer