Navnenyt

Lolland Kommune ansætter ny direktør

Lars Povlsen Jensen. Foto: Lolland Kommune

Lolland Kommunes nye direktør hedder Lars Povlsen Jensen. Han tiltræder stillingen pr. 1. maj og kommer fra et job som centerchef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.

Kommunaldirektør Thomas Knudsen glæder sig til at byde Lars Povlsen Jensen velkommen:

”Lars kommer med en solid erfaring og en bred vifte af kompetencer – ikke mindst når det handler om strategisk ledelse, god kommunikation og om at sikre et tæt samarbejde på tværs af vores organisation. Jeg er ikke i tvivl om, at Lars er den rette til at løfte de mange, spændende opgaver, der venter os i de kommende år”.

Lars Povlsen Jensen vil som ny direktør få ansvaret for sektorerne Skole- og Dagtilbud, Børn, Unge og Familie samt Kultur, Fritid og Borgerservice.

Han ser frem til samarbejdet:

”Jeg glæder mig til at lære området og kommunens organisation at kende. Lolland Kommune er midt i en rivende udvikling, og jeg er både glad for og stolt af at få mulighed for at give mit bidrag i opgaven med at udmønte kommunens mange stærke visioner og ambitioner”.

Lars Povlsen Jensen er uddannet cand.pæd i didaktik og pædagogik, og har desuden en militæruddannelse fra Søværnet, samt en uddannelse som civil pilot.

Lars Povlsen Jensen er 51 år, bosat i Næstved, gift og far til to voksne børn.

Kommentarer