Debat og politik

Lolland Kommune er klar til at hjælpe ukrainere, når det bliver nødvendigt

Hvis et større antal ukrainske statsborgere kommer til Lolland i den kommende tid, er Lolland Kommune klar til at tage godt imod dem. Der er blandt andet nedsat en beredskabsgruppe, som løbende vil håndtere spørgsmål om f.eks. boligforhold, skoletilbud, borgerservice og beskæftigelse. Herudover er der oprettet en side på lolland.dk med info om kommunens indsatser for statsborgere fra Ukraine.

”Der er indtil nu kun ganske få statsborgere fra Ukraine, der er kommet til Lolland, men vi har sat et omfattende beredskab i værk, så vi er klar, hvis der kommer flere”, fastslår borgmester Holger Schou Rasmussen og fortsætter:

”De ukrainske familier har brug for ro og stabilitet, og det er vigtigt, at de hurtigt kan få et sted at bo, et job og en hverdag, hvor deres børn kan komme i skole eller børnehave. Vi er klar til at gøre vores for, at deres ophold på Lolland kan blive så godt som muligt”.

Tryghedscenter Lolland – Et hvil på vejen

Når de ukrainske statsborgere ankommer til Danmark, har de to muligheder – de kan enten søge asyl eller vælge at være her som turister.

Hvis de kommer som turister, er de som udgangspunkt selv ansvarlige for deres ophold, og ofte vælger de at bo hos familie eller venner. Hvis de vælger at søge asyl, er det Udlændingestyrelsen, der har ansvaret for, at de bliver indkvarteret fornuftigt, registreret korrekt og får en god modtagelse i Danmark.

Nogle ukrainske statsborgere vil tage direkte fra grænsen til Udlændingestyrelsens modtagecentre, mens andre vil få mulighed for at være i det nye tryghedscenter på Havneskolen i Rødbyhavn i en kortere periode, mens deres forhold bliver afklaret.

Holger Schou Rasmussen forklarer: ”Det nye tryghedscenter har endnu ikke været i brug, men hvis der bliver behov, kan vi uden problemer rumme op mod 300 ukrainske statsborgere, og bliver der brug for mere plads, kan vi også tage skolen i Dannelunde i brug”.

Det er Røde Kors, der driver Tryghedscenter Lolland. Her er meldingen, at alt er klart, og at man for tiden har, hvad man skal bruge af både tøj, legetøj, møbler m.m.

Tryghedscenteret er alene et stop på vejen. Ikke et permanent botilbud. Typisk vil de ukrainske statsborgere kun være i centeret et par timer ad gangen eller max en dags tid.

Ikke behov for private boligtilbud

Når de ukrainske statsborgeres forhold er afklaret hos Udlændingestyrelsen, og de er blevet visiteret til Lolland Kommune, har de brug for en bolig. 

Lolland Kommune bliver løbende kontaktet af private boligejere, der gerne vil stille en del af deres ejendom eller sommerhus til rådighed, men det er der for nuværende ikke behov for:

”Lolland Kommune råder i forvejen over et større antal passende boliger, og vi har derfor gode muligheder for at indkvartere de ukrainske statsborgere hensigtsmæssigt selv, uden at det bliver nødvendigt at bruge ekstra boliger eller værelser hos private. Men de mange tilbud vidner om stor lyst og vilje til at hjælpe, og hvis situationen eskalerer, kan det måske blive aktuelt på et senere tidspunkt. Vi følger udviklingen tæt, og vil løbende melde ud, hvis der bliver behov”, fortæller Holger Schou Rasmussen. 

Skole og dagtilbud

Når de ukrainske statsborgere har fået opholdstilladelse og er visiteret til Lolland Kommune kan de også gøre brug af kommunens skole- og dagtilbud. Der vil være modtageklasser fire steder i kommunen, hvor de ukrainske elever vil få intensiv sprogundervisning i tre måneder, før de bliver indplaceret i en almindelig klasse.

Vil du ansætte en ukrainer?

Når de ukrainske statsborgere er faldet på plads, kan de søge job på Lolland:

”Vi ved, at der kan være forskellige behov, uafklarede kompetencer og sproglige barrierer, men jeg er ikke i tvivl om, at de ukrainske statsborgere kan bidrage positivt i vores lokale virksomheder og arbejdspladser”, siger Holger Schou Rasmussen; ”Det handler om at vise fleksibilitet og sammen finde de rette løsninger”.

Lolland Kommunes jobcenter hører gerne allerede nu fra virksomheder og arbejdspladser, hvor man har mulighed for at ansætte ukrainske statsborgere, når det bliver aktuelt. Jobcenteret kan kontaktes på rekruttering@lolland.dk.

Vil du hjælpe?

Mange vil gerne hjælpe, og har man lyst til bidrage, er der flere muligheder:

  • På det nye tryghedscenter på Havneskolen i Rødbyhavn er Røde Kors i færd med at organisere frivillige kræfter til både praktiske og sociale opgaver. Har man lyst til at give en hånd med, kan man skrive til centeret på tryghedscenterlolland@rodekors.dk. 
  • Tøj, sko, dyner, tæpper osv. kan doneres i de store hjælpeorganisationers containere. Røde Kors har f.eks. en container klar ved Havneskolen.
  • Mange af de store hjælpeorganisationer søger frivillige hænder til en bred vifte af opgaver. Se de forskellige muligheder direkte på deres hjemmesider. Samme sted kan man også finde info om, hvordan man kan give et økonomisk bidrag.

Hvis man vælger at hjælpe på egen hånd – f.eks. ved selv at hente ukrainske statsborgere til Danmark – er det vigtigt, at man støtter dem i at blive registreret korrekt. Lolland Kommunes integrationsteam hjælper gerne med de nødvendige papirer, rådgivning m.m. og kan kontaktes på mail: integrationjob@lolland.dk.

Det er ikke muligt at få økonomisk støtte til at hente eller indlogere ukrainske statsborgere privat.

Kommentarer