Kultur

National Flagdag i Lolland Kommune

Foto: Kristina Schønnemann

Lolland Kommune og de lollandske soldaterforeninger markerer igen i år Den Nationale Flagdag for nuværende og tidligere udsendte og deres pårørende.

Alle er velkomne til at deltage i den officielle højtidelighed ved Veteranstenen på Jernbanepladsen i Nakskov mandag den 5. september kl. 17.30 og i den efterfølgende, udendørs andagt ved Amfiteatret på Nakskov Uddannelsescenter kl. 19.00. 

Arrangementet giver alle mulighed for at komme og vise nuværende og tidligere udsendte respekt for deres villighed til at tage til verdens brændpunkter og gøre en forskel.

Program

17.30 -17.59: Veteraner med ledsagere ankommer til Veteranstenen.

17.30 -17.59: Sakskøbing Tamburkorps underholder

17.45 -17.59: Fanekommando fra Gåsetorvet til Veteranstenen.

18.00 -18.30: Højtidelighed ved Veteranstenen i Jernbaneanlægget.

  • Velkomst ved oberstløjtnant, adm. dir. Jørn Arne Nielsen
  • Tale ved formand for Fritids-, Kultur- og Folkesundhedsudvalget Martin Boesen
  • Tale ved Kaptajn Anders Thestrup, Hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster
  • Kransenedlæggelse.

18.30 – 19.00: Fanekommando og Veteraner marcherer til Amfiteatret ved NUC via Elvej og Blegen.

19.00 – 19.45: Andagt ved Amfiteatret forestås af pastor Bent Christensen.

Lolland Musikskole musicerer til salmerne.

20.00 – 21.30: Reception i kantinen på NUC

Reception for veteranerne

Arrangementet afsluttes med en reception for vetanerne og deres ledsagere i Uddannelsescentrets kantine, Søvej 6, Nakskov.Veteranerne har modtaget en personlig invitation til arrangementet.

Er du veteran i Lolland Kommune, og har du ikke modtaget en invitation, bedes du henvende dig til Ulla Steffensen på mail ujts@lolland.dk senest fredag den 26. august.

Om Flagdagen for Danmarks udsendte

Formålet med Flagdagen for Danmarks udsendte 5. september er at hædre de personer, der er – eller har været – udsendt på en mission af Danmark som led i Danmarks aktive internationale engagement på baggrund af en beslutning truffet af regeringen, Folketinget eller en minister. Flagdagen blev første gang afholdt i 2009 i København. Siden da har Flagdagen bredt sig til flere kommuner i landet. Lolland Kommune deltog første gang i markeringen af flagdagen i 2015.

Kommentarer