Samfund

Ny hjemmeside og arrangementer i september byder internationale tilflyttere velkommen til Lolland

Lolland Kommune har netop lanceret hjemmesiden newcomers.lolland.dk, hvor nuværende og potentielle internationale tilflyttere kan få information på engelsk om at bosætte sig på Lolland. På siden er der også mulighed for at få et overblik over de lokale arrangementer for internationale tilflyttere i september måned. Arrangementerne er planlagt som en del af den landsdækkende kampagne ”Welcome September”.

Hvis man ikke er født og opvokset i Danmark er det ikke en selvfølge, at man ved, hvordan det danske samfund fungerer, og hvilke muligheder der er. Formålet med den nye hjemmeside newcomers.lolland.dk er derfor at give internationale borgere et indblik i alt det, der kan være vigtigt at vide som ny i landet såsom informationer om vores arbejdsliv, daginstitutioner, skoler og fritidstilbud. På siden er der nyttige, faktuelle informationer om blandt andet den formelle registreringsproces, når man ønsker at flytte, og om kommunens tilbud til internationale borgere såsom Sprogskolen og Lolland International School. Derudover giver siden en overordnet præsentation af alt det, Lolland har at byde på lige fra smuk natur til alsidige fritidstilbud og gode bolig- og jobmuligheder.

Den nye hjemmeside er et led i Lolland Kommunes strategi om at tiltrække og fastholde flere internationale tilflyttere:

”I Lolland Kommune har vi taget hul på en ny udvikling. Femernbyggeriet er i fuld gang, og allerede nu kan vi se de første tegn på, hvordan det store byggeri smitter positivt af på vores lokalsamfund og erhvervsliv. Det er derfor vigtigt, at vi forstår at gribe de nye muligheder, og i Lolland Kommune er vi klar til at tage fat. Det gælder ikke mindst, når det handler om at tage godt imod de mange nye borgere med international baggrund, som ventes at komme til vores område i de kommende år. Den nye hjemmeside skal sammen med alle vores øvrige internationale tilbud medvirke til at give vores engelsksprogede tilflytter en god start på deres nye liv, så de forhåbentlig får lyst til at etablere sig og bidrage positivt til udviklingen her på Lolland,” fortæller borgmester Holger Schou Rasmussen.

Foruden informationerne på hjemmesiden står Lolland Kommunes internationale konsulent Julia Böhmer klar til at hjælpe nye tilflyttere, hvis de har spørgsmål om jobmuligheder, boligforhold, sundhedsvæsen, uddannelse eller andre spørgsmål om livet på Lolland. Hun kan kontaktes på tlf. 51 79 12 93 eller mail newcomer@lolland.dk. Herudover er der tilknyttet tre internationale ambassadører, der er klar til at hjælpe nye borgere med at falde godt til. Læs mere om dem og deres kontaktoplysninger på: https://newcomers.lolland.dk/contact

Welcome September

På hjemmesiden er der også mulighed for at læse om alle de lokale aktiviteter for internationale tilflyttere, der er planlagt i september måned. Som en del af den landsdækkende kampagne ”Welcome September” sætter Lolland Kommune nemlig i denne måned ekstra fokus på at skabe sociale og lærerige aktiviteter for nye, internationale borgere. I samarbejde med de frivillige, internationale ambassadører og Lolland International School inviterer kommunen til en række arrangementer, hvor man både kan lære nyt, få et indtryk af Lolland og møde andre familier med international baggrund.

Blandt de mange lokale arrangementer er Birgitta festivalen i Maribo den 4. september kl. 13.30, Åbent Hus på Lolland International School den 10. september kl. 14 og en tur til Femern besøgs- og informationscenter den 19. september kl. 13.30.

Se en oversigt over alle de lokale arrangementer på https://newcomers.lolland.dk/new-to-lolland/welcome-september

Læs mere om Welcome September og find alle landets arrangementer på https://lifeindenmark.borger.dk/theme/welcome-september

Kommentarer