Nyt seniorbofællesskab i Maribo: Havesangervej solgt til lokale kræfter
Byggevirksomheden Skanlux er klar til at opføre 48 nye boliger som et seniorbofællesskab på Havesangervej.
Med moderne faciliteter, grønne arealer og plads til både fællesskab og privatliv på samme tid.
Lolland Kommunes nye udstykning på Havesangervej i Maribo er nu solgt. Det er den lokale entreprenørvirksomhed Skanlux, der har købt det nordlige område, som dækker lidt over 28.000 kvadratmeter og ligger i naturskønne omgivelser ved Maribo golfbane og tæt på Maribosøerne. Virksomhedens projekt og købstilbud blev godkendt på byrådets møde torsdag den 16. december.
”Det er fantastisk, at det er lykkedes at få en god aftale på plads. Og endda med stærke lokale kræfter. Vi er ikke i tvivl om, at vi har fået den helt rigtige løsning, og vi glæder os meget til det kommende samarbejde”, fortæller borgmester Holger Schou Rasmussen og fortsætter:
”Vi mærker tydeligt en ny optimisme på Lolland. Der er kommet luft under vores boligmarked, priser stiger og især i Maribo er interessen stor. Her er man tæt på det meste; skole, dagtilbud, handelsliv, idrætsfaciliteter, motorvej, togstation og ikke mindst vores fantastiske natur. Så for første gang i mange år – ja, måske nogensinde – har vi en hel række af nye boligbyggerier på vej, der kan være med til at skabe nyt liv og dynamik. Ikke bare i Maribo, men generelt på Lolland”.
Stor efterspørgsel på seniorbofællesskaber
På den nye udstykning vil Skanlux opføre 48 nye lejligheder; 32 med 3 værelser og 16 med 2 værelser. Herudover vil der være fælleshus, orangeri, grønne områder, stisystemer, depotrum og parkeringspladser, så der samlet bliver skabt et nyt og attraktivt boligkvarter, hvor man både kan være sammen og hver for sig på samme tid. Tæt på det meste og alligevel i fred og ro.
”Vores undersøgelser har vist, at der er behov for attraktive boligtilbud til seniorer, der har lyst til at bo tæt på andre, der er det samme sted i livet som dem selv. Det giver større tryghed, nye venskaber, fælles oplevelser og man dæmmer op for den ensomhed, der ellers let kan ramme, når børnene er flyttet hjemmefra, og huset er blevet lidt for stort. Faktisk har vi mange, der allerede på forhånd har givet udtryk for, at de vil være interesseret i at flytte i et seniorbofællesskab, hvis det rette tilbud kom – og det gør det så nu”, fortæller Holger Schou Rasmussen.
Moderne byggeri
Skanlux’ seniorbofællesskab bliver opført som et moderne byggeri, med en stilren arkitektonisk linje og med de faciliteter, som man typisk har brug for tæt på. Både i den enkelte lejlighed, udendørs og i det store fælleshus.
Henrik Christensen, direktør hos Skanlux, fortæller: ”Vi er meget glade for og tilfredse med den aftale, der er kommet på plads, og vi glæder os til at tage fat på opgaven. Det er et ambitiøst og visionært initiativ, og det stod hurtigt klart, at området har et stort potentiale. Vi håber, at vi kan skabe rammen om et nyt miljø, hvor det vil summe med liv og aktivitet året rundt”.
Den sydlige del af Havesangervej er ved at blive udstykket til parcelhusgrunde, der er sat til salg. Den østligste del af Havesangervej vil dermed blive et nyt, samlet boligområde i Maribo.
Kommentarer