Ekstra hænder finder ikke selv vej til landkommunerne, og derfor er attraktive uddannelsestilbud lokalt en forudsætning for, at vi også på sigt vil have adgang til den nødvendige arbejdskraft i hele landet, skriver Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen. 

I de danske yderkommuner mangler vi arbejdskraft. Uddannet arbejdskraft.

Både det private erhvervsliv og de offentlige arbejdspladser skriger på ekstra hænder og både pædagoger, lærere, sundhedsfagligt personale, læger, ingeniører og andre højtuddannede specialister er blevet en mangelvare, vi må slås for at tiltrække og fastholde.

Et problem, der kun vil blive større på sigt, når den demografiske klemme for alvor strammer til og i vores landkommuner endda får et ekstra nyk.

Lokale uddannelsestilbud er afgørende

De ekstra medarbejdere kommer ikke af sig selv. Vi har brug for at få uddannet flere, og i det perspektiv er det afgørende, at vi har et relevant udbud af attraktive uddannelsestilbud lokalt.

Det er ikke nok, at man kan tage en kort eller mellemlang uddannelse i de mindre byer. Vi har brug for at have de samme tilbud som i de større byer, herunder også de lange videregående uddannelser og relevante efteruddannelsestilbud.

Vi ved, at mange unge vælger at flytte til de store byer, når de skal i gang med en uddannelse, og de vender sjældent hjem igen. I hvert fald ikke lige med det samme.

Tværtimod har mange undersøgelser vist, at man i vidt omfang bliver boende i det område, hvor man har læst, fordi man i mellemtiden har fået bolig, familie og netværk i området.

Bosætning og uddannelse går dermed hånd i hånd, og gode uddannelsestilbud er derfor ikke kun en forudsætning for vores beskæftigelse, men også en positiv løftestang i forhold til at tiltrække og fastholde flere borgere i området.

Afstand må ikke være stopklods

Hvis vi skal have flere i uddannelse, skal vi favne bredt. Der skal være uddannelser inden for rækkevidde – uanset om man er ung og skal vælge retning i livet for første gang, voksen med små børn, nytilflytter i et område eller måske har været uden for arbejdsmarkedet i en periode.

Det må ikke være en lang transport eller mangel på tilbud, der bliver afgørende for, om man kommer i gang, er nødt til at flytte eller risikerer at droppe ud undervejs. Tværtimod.

Vi har brug for uddannelsestilbud lokalt for at rekruttere flere – også dem, der måske ikke af sig selv havde fundet vej til skolebænken. Det gælder ikke mindst i vores landkommuner, hvor den geografiske afstand ofte er stor, og den offentlige transport hverken byder på letbane eller metro.

Skru på taxameter og starthjælp

Mulighederne er mange. Det handler blot om at tænke anderledes. Der er brug for en ny økonomisk model, der i større grad kan understøtte de små tilbud.

For eksempel med en ændret taxameterstruktur og en opstartshjælp i de første år, hvor nye uddannelsestilbud ofte har brug for tid til at slå rødder.

En anden mulighed er at arbejde med mere fleksible former for uddannelse. Eksempelvis med pop-up-tilbud eller forlagt undervisning, hvor moduler eller kurser på eksisterende uddannelser i en periode flyttes ud i mindre byområder.

Det vil gøre det muligt at tilpasse vores udbud af uddannelsestilbud til den aktuelle efterspørgsel på arbejdskraft i det pågældende område.

Det åbner samtidig nye døre i forhold til samarbejde og praktiktilbud med nye lokale virksomheder og på offentlige arbejdspladser, der måske ikke ellers ville være de mest oplagte samarbejdspartnere.

Geografisk skævvridning er en hastesag

I Lolland Kommune er vi blandt de kommuner i Danmark, hvor antallet af unge, der får en ungdomsuddannelse er lavest, og hvor afstanden til de videregående uddannelser er længst.

Men vi er kun ét eksempel. Balladen er den samme generelt i de danske landkommuner, og der er derfor brug for en løsning på nationalt niveau.

Lad os få et opgør med den centralisering af uddannelsestilbud, som i de seneste mange år har gjort en i forvejen alt for stor skævvridning af Danmark værre. Det er på høje tid.