Samfund

Regeringen vil give statsgaranti til boligkøbere i landdistrikterne

Erhvervsminister, Simon Kollerup. Foto: Erhvervsministeriet.

Med et tilbud om statsgaranti på en del af boliglånet vil erhvervsminister Simon Kollerup sikre, at postnummeret ikke står i vejen for købet af drømmeboligen. Forslaget skal sikre sammenhængskraften på tværs af Danmark ved at bidrage til, at boligkøbere også kan låne til drømmehuset i landdistrikterne.

Selvom boligmarkedet generelt har klaret sig godt i en årrække, er der stadig områder i Danmark, hvor det kan være svært at låne til et hus, selvom man har orden i privatøkonomien.

Det kan være en stor kilde til frustration for de borgere, der bliver afvist i banken eller i realkreditinstituttet, og det rammer især de dele af landet, som i forvejen kæmper med at få folk til at slå sig ned.

I maj i år meldte regeringen ud, at den ville introducere en statsgaranti på en del af boliglån i landdistrikter. Efter dialog med den finansielle sektor er regeringen nu klar til at fremlægge et endeligt oplæg til en model for en sådan statsgaranti.

”Danmark er for lille et land til store forskelle. Og i regeringen mener vi ikke, det er fair, hvis man får nej til et lån i banken på grund af postnummeret. Ligesom vi heller ikke mener, at postnummeret skal afgøre, om man kan få hurtig hjælp af f.eks. politi eller på hospitalet. Derfor tager vi nu endnu et stort skridt for at understøtte sammenhængskraften og fællesskabet på tværs af landet og for at give en håndsrækning til vores landdistrikter. Forhåbentligt vil flere danskere, der før har fået nej til et lån på grund af deres postnummer, fremover kunne få et ja til drømmehuset. Det er klart, at vi ikke vil kunne hjælpe alle, men vi mener, at der brug for et opgør med den skævvridning, der er sket på vores boligmarked,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Med modellen bliver det muligt at få en statsgaranti på den del af boliglånet, der ligger mellem 60 og 90 pct. af boligens værdi for ejerboliger, der enten:

  • Har en handelspris under 8.000 kr. pr. kvm., eller
  • Ligger i et postnummer med en gennemsnitlig handelspris under 8.000 kr. pr. kvm. – dog sådan, at den enkelte bolig skal have en handelspris under 10.000 kr. pr. kvm. Det drejer sig om ca. 200 postnumre, der omfattes.

Eksempelvis vil en familie, der ønsker at låne til en ejerbolig på 130 kvadratmeter til 1 mio. kr. kunne få et lån med statsgaranti på en del af boliglånet, hvis instituttet skønner, at det er en forudsætning for at få et lån. Da vil staten kunne garantere 90 pct. af belåningen i spændet 60-90 pct., dvs. 270.000 kr., og dermed fjerne en del af risikoen for det långivende institut. Den resterende del af belåningen er uden statsgaranti.

Modellen skal gøre det lettere at låne til ejerboliger i landdistrikterne ved at mindske bankernes risiko for tab.

Modellen er blevet til i dialog med den finansielle sektor.

Kommentarer