Snart kan du få lynhurtig strøm til din elbil i Maribo
Der er godt nyt til elbilisterne i Lolland Kommune og til dem, der lægger vejen forbi. Inden længe tager Danmarks førende ladeoperatør Clever nemlig det første spadestik til det, der i løbet af 2023 bliver til en lynladestation, der kan forsyne 18 elbiler på samme tid med lynhurtig strøm.
Lolland Kommune har en ambition om at reducere kommunens CO2-udledning med 70 pct. i 2030, og en del af den plan går ud på at forbedre infrastrukturen for de transportmidler, der kører på el. Den plan bliver nu hjulpet godt på vej af, at Danmarks førende ladeoperatør, Clever, har købt et stykke jord i Maribo Erhvervspark. Her vil Clever etablere en lynladestation i sit prisvindende design med en konstruktion i bæredygtigt træ, og der vil være plads til, at 18 elbiler kan få lynhurtig strøm på samme tid:
”Langt de fleste elbilister kan lade derhjemme eller ved kantstenen natten over. Men når vi skal på de lange ture, er det vigtigt, at der er tilgængelige lynladestationer, der kan lade elbilen på den tid, det tager at få en kop kaffe og trække frisk luft. Vi ved, at mange har efterspurgt lademuligheder på Lolland og Falster, og derfor er vi rigtig glade for at kunne give ladeinfrastrukturen i landsdelen en solid opgradering”, fortæller Casper Kirketerp-Møller, der er direktør i Clever.
Også hos Lolland Kommune har man mærket en stigende efterspørgsel fra borgerne på mere og hurtigere opladning, og det er der brug for, hvis der skal rykkes ved den grønne omstilling:
”Grøn transport er vejen frem, og det skal være let at vælge de grønne løsninger. Der er brug for et finmasket net af lademuligheder, så vi kan matche de behov, som vi allerede nu kan mærke, og som vi ved, vil blive større i de kommende år. Ikke kun for områdets borgere, men også for de erhvervsdrivende, turister og besøgende, som året rundt kommer hertil og ikke kan lade hjemme. Vi er meget glade for, at vi nu kan se frem til at få et ekstra tilbud i Maribo Erhvervspark, centralt ved afkørsel 48. Vi har haft en god dialog og et løbende tæt samarbejde med Clever, og vi glæder os til at byde dem velkommen”, fortæller borgmester Holger Schou Rasmussen.
Det er den lokale erhvervsudviklingsorganisation Business Lolland-Falster, der på vegne af kommunen har koordineret salget af den grund, som Clever skal etablere sin lynladestation på, og for udviklingschef Mads Stærk er aftalen et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke ladeinfrastrukturen på Lolland-Falster:
”Der er for alvor gang i erhvervsudviklingen i vores område, og hos Business Lolland-Falster går vi langt for at sikre at det går hånd i hånd med indfrielsen af det grønne potentiale. Derfor er det glædeligt, at vi kan bistå Lolland Kommune i arbejdet med at forbedre el-infrastrukturen, til gavn for både lokale og ikke mindst vores rekord mange turister. Og så er placeringen i Maribo jo endnu en stærk tilføjelse til et erhvervsområde i hastig udvikling.”
En meningsfuld pause
Den kommende lynladestation får adresse på Europavej 5 ved afkørsel 48, og de ni ladestandere med i alt 18 ladepunkter kan lade med en effekt på op til 300 kW. Det svarer til, at en elbil kan lade fra 0-80 pct. på under 30 minutter, afhængig af bilens evne til at lade.
Udover at forsyne elbiler med lynhurtig strøm, har stationen med sit prisvindende design til formål at indbyde til en meningsfuld pause fra hverdagens ræs:
”Vi vil ikke kun gøre tingene smartere i hverdagen og sikre masser af ladepunkter til elbilisterne. Vi vil også sikre, at elbilisterne har plads til en mental pause, når bilen lader op. Derfor bliver lynladestationen i Maribo opført i samme velkendte design som Clevers andre lynladestationer rundt om i landet. Stationen tilpasses også det omkringliggende miljø, hvilket betyder, at vi både planter træer og buske, der passer til området, så de besøgende kan samle sanseindtryk eller benytte elementer som fx bænke og gynger, mens bilen lader op”, fortæller Casper Kirketerp-Møller.
Lynladestationen i Maribo forventes at stå færdig i forsommeren 2023.
Kommentarer