”Det er jeg helt enig i.” Cirka sådan lød den mest anvendte replik under debatterne på Madens Folkemøde i år, hvor det gennemgående tema var klimaet. Alle var enige med hinanden om, at vi skal spise mindre kød og flere grøntsager, og at landbruget skal omstille sig i pagt hermed. For så vidt kunne debattørerne lige så godt have diskuteret, om Jorden er flad eller rund – de kunne ikke have været mere enige.

Og man blev heller ikke ladt i tvivl om, at de danske forbrugere ligger inde med nøglen til løsningen på den klimakrise, som hele verden befinder sig i, og da disse forbrugere angiveligt er meget klimabevidste, gik man fra folkemødet i fuld fortrøstning om, at planetens skæbne er i de bedste hænder. Og folkemødet førte selv an under den store middag fredag aften, hvor deltagerne mæskede sig i et væld af grøntsager tilsat en note af kød fra nogle rådyr, som lokale jægere havde nedlagt i nærheden. 

Det var rigtig rart – bare for et par dage – at befinde sig i denne verden af klare problemer og lette løsninger og på en baggrund af Piet Heins berømte globus, hvor Danmark fylder halvdelen af kloden. For eftersom alle gav hinanden ret i det hele, var der ingen, der ødelagde den gode stemning. Det kunne ellers nemt være sket. Nogle kunne måske have bragt på bane, at vi sammen med resten af Europa og lande i Afrika står lige over for den alvorligste fødevarekrise siden 2. verdenskrig, fordi vi meget snart kommer til at mangle en masse korn fra især Ukraine og dermed en vigtig grundbestanddel i meget af det, som vi lever af. Det vil vi ikke på den korte bane kunne erstatte med kikærter og sesamfrø; og hvis vi ikke direkte ser ind i sult og hungersnød, så er i hvert fald voldsomme prisstigninger på alle fødevarer helt uundgåelige, – ja, de er der jo allerede. Hvordan håndterer vi den situation? Og hvad kan Danmark byde ind med for at mindske denne akutte krise? Svarene på disse spørgsmål kunne nemt skille vandene, for det, som Danmark bedst kan bidrage med i den aktuelle situation, er det, som vi over de seneste 150 år med andelsbevægelsen som en helt afgørende drivkraft har opbygget en unik ekspertise i at producere, nemlig kød, smør og ost. Det har vi færdighederne til, og det har vi apparatet til, dvs. bygninger, maskiner, forarbejdningsanlæg, forsyningskanaler, afsætningskanaler osv. Det er ikke noget, der umiddelbart vil kunne bruges til en tilsvarende stor produktion og eksport af vegetabilier. Så det, der nu bør være opgaven for danske landmænd, er at producere så meget som overhovedet muligt af det, som de helt aktuelt har et produktionsapparat til.

Denne del af virkeligheden – altså den akutte fødevarekrise – var slet ikke til stede på Madens Folkemøde. Til stede var således heller ikke problemet med de voldsomt stigende omkostninger, som lige nu rammer alle dele af fødevareproduktionen, herunder priser på strøm, foder, gødning og brændstof. Ej heller kom man ind på konsekvenserne af, at forbrugerne jo også rammes på pengepungen af stigende priser på el, gas og brændstof, og hvad det betyder for deres indkøb af mad, der jo som nævnt her også bliver dyrere og dyrere? Vælger de for eksempel specialbutikkerne fra, og hvad betyder det så for butiksstrukturen i detailhandelen?

Der var meget, man kunne have suppleret klimadebatterne med, men jo altså med fare for, at stemningen så var blevet lidt dyster. Det skete ikke, og da også vejret viste sig fra sin bedste side, havde alle vi, der var der, et par dejlige dage på Lolland.