Kultur

Tigeren Keni aflivet efter gode år i safariparken

Tigeren Keni. Foto: Knuthenborg Safaripark

Cirkustigeren Keni er blevet aflivet efter to og halvt års otium i Knuthenborg Safaripark.

Keni var ved tidligere undersøgelser, blevet diagnosticeret med blandt andet kronisk nyresvigt og gigt og har været i behandling i en længere periode. Han svarede ikke længere på medicin og trak sig mere og mere væk for sig selv. Derfor vurderede dyrlægen at give ham en værdig afslutning på et langt tigerliv. Det skriver dyreparken i en pressemeddelelse

Keni var en sibirisk tiger, som kom til Knuthenborg Safaripark i 2021 for at få en rolig pension, efter han i mange år havde haft et meget omskifteligt liv som cirkustiger i Spanien. Keni blev 19 år, hvilket er usædvanligt gammelt for en tiger. Dyrenes Beskyttelse, der hjalp med at få Keni til Knuthenborg, er triste over nyheden, men glæder sig over den gode afslutning tigeren fik på livet.

– Vi glæder os over, at Keni har haft to gode år i fantastiske omgivelser i Knuthenborg Safaripark og fået en værdig afsked med tigerlivet. Vi har fulgt Keni igennem de seneste par år, hvor han sammen med cirkus-elefanterne har været med til at sætte fokus på dyrevelfærd, udtaler Anne Sofie Meilvang, Biolog og projektleder for internationale projekter i Dyrenes Beskyttelse.

Therese Hård, Zoologisk- og Veterinærchef i Knuthenborg Safaripark, supplerer:

– Tigere er solitære dyr og færdes over store territorier i naturen. Derfor var det vores ønske, at Keni hos os fik gode vilkår, der spejlede hans naturlige behov bedst muligt. Dette var muligt at give ham i vores anlæg Tigerskoven, der er Europas største tigeranlæg, hvor han fik sit eget territorie, siger hun og fortsætter:

– I de to år, han har været her, har vi set ham falde fint til, have en god trivsel og høj velfærd. Keni var en god ambassdør for sine vilde artsfæller.

Medarbejderne i Knuthenborg Safaripark er naturligvis berørte over at sige farvel til Keni.

Man kan stadig opleve de fire andre tigere i Knuthenborg, både fra Camp Zov Tigra og fra gangbroen.

 

Kommentarer