Kultur

Veteranernes dag i Lolland Kommune

Foto fra National Flagdag i Lolland Kommune i 2020. Foto: Kristina Schønnemann

Søndag den 5. september hejser Lolland Kommune flaget for kommunens veteraner og deres pårørende. Alle er velkomne til at deltage i dagens højtidelighed ved Veteranstenen i Jernbaneanlægget i Nakskov kl. 10.30 – 11.30 og i den efterfølgende udendørs andagt ved Amfiteatret i Nakskov. Dagen rundes af med en lukket reception for veteranerne i kantinen på Nakskov Uddannelsescenter.

I år er det 7. gang, at Lolland Kommune og de lollandske soldaterforeninger markerer den nationale flagdag for veteraner og udsendte.

”Når vi 5. september hylder vores veteraner og udsendte, er det først og fremmest for at vise dem respekt og anerkendelse for deres kæmpe indsats rundt om i verdens konfliktområder. Samtidig giver dagen os alle anledning til at reflektere over, hvor taknemmelige vi bør være over, at der findes mennesker, som er villige til at kæmpe for en bedre verden på trods af de personlige omkostninger og risici, der følger med,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen og fortsætter:

”At kampen langt fra er nem, og at vi aldrig kan tage noget for givet, ser vi tydeligt med den frygtelige situation i Afghanistan lige nu. På flagdagen vil jeg derfor sende mine tanker og en tak til alle dem, der igennem tiden har sat så meget på spil for at gøre en forskel både i Afghanistan og andre steder i verden. Jeg håber, at mange vil gøre det samme og møde op for at give vores veteraner og deres pårørende en mindeværdig dag. Tak til de lollandske soldaterforeninger for deres medvirken til at gøre arrangementet muligt.”

Alle er velkomne ved højtideligheden foran veteranstenen i Nakskov 5. september. Her vil borgmester Holger Schou Rasmussen og veteran Jacob Panton-Kristiansen holde taler, og der vil være fællessange og kransenedlæggelse. Som noget nyt i år vil den efterfølgende andagt med pastor emeritus Bent Christensen foregå udendørs ved Amfiteatret i Nakskov. Kirkesanger Svend-Erik Lohse vil synge for, og elever fra Lolland Musikskole spiller.

Program for den nationale flagdag i Lolland Kommune

10.30-10.59: Veteraner med ledsagere ankommer til Veteranstenen, og Sakskøbing Tamburkorps underholder.

10.45-10.59: Fanekommando fra Gåsetorvet til Veteranstenen.

11.00-11.30: Højtidelighed ved Veteranstenen i Jernbaneanlægget.

– Velkomst ved oberstløjtnant, adm. dir. Jørn Arne Nielsen

– Tale ved borgmester Holger Schou Rasmussen

– Tale ved veteran Jacob Panton-Kristiansen

– Kransenedlæggelse.

11.30-12.00: Fanekommando og Veteraner marcherer til Amfiteatret ved NUC via Elvej og Blegen.

12.00-12.25: Udendørs andagt ved Amfiteatret v. pastor emeritus Bent Christensen. 

Svend-Erik Lohse synger for, og elever fra Lolland Musikskole står for den musikalske ledsagelse.

12.45-14.00: Lukket reception for veteraner og deres ledsagere i kantinen på Nakskov Uddannelsescenter. Veteranerne har fået en særlig invitation.

Programmet kan også ses på www.lolland.dk/nationalflagdag

Om Flagdagen for Danmarks udsendte

Formålet med Flagdagen for Danmarks udsendte 5. september er at hædre de personer, der er – eller har været – udsendt på en mission af Danmark som led i Danmarks aktive internationale engagement på baggrund af en beslutning truffet af regeringen eller Folketinget. Flagdagen blev første gang afholdt i 2009 i København. Siden da har Flagdagen bredt sig til flere kommuner i landet. Lolland Kommune deltog første gang i markeringen af flagdagen i 2015.

Kommentarer